forsidejulekalender

8. december

Historie timen

I dag kommer der et godt gammelt eventyr. Du kender det sikkert i forvejen, men hvis ikke du gør, så må du bestemt ikke snyde dig selv for det. Da det er ret langt og skrevet i et gammelt sprog, som for mange er svært at læse, har jeg valgt at skrive det om, så det er lidt mere tidssvarende. Jeg håber du kan lide det. Det er temmelig langt, men alligevel et dejligt eventyr, der er værd at bruge lidt tid på.

Hyggetimen

Sæt dig godt til rette i sofaen og hyg dig med en pebernød og et levende lys og naturligvis Snedronningen.

God torsdag!

Kristina

Dagens ledetråd

8. ledetråd:
Noget som de fleste børn godt kan lide og som ofte bruges til at hygge med om fredagen under Disneysjov.

 

Eventyr

H.C. Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
Sneedronningen
1845
        - et eventyr i syv historier
 

Første Historie, der handler om spejlet og stumperne.

Se så, Nu begynder vi!
Når vi er ved enden af Historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold!
Det var en af de allerværste, det var Djævelen! En dag var han i rigtig godt humør, fordi han havde lavet et spejl, der kunne få alt hvad der var godt og smukt, som spejlede sig deri, til at svinde ind til ingenting, mens ting som ikke duede eller ikke tog sig godt ud, ville bliver forstærket og se endnu værre ud. De dejligste landskaber kom til at se ud som kogt spinat, de bedste mennesker blev ækle, eller stod på hovedet uden en mave. Ansigterne blev så fordrejede at de ikke var til at kende igen og havde man en lille fregne, kunne man være sikker på at den i dette spejl fyldte hele ansigtet.
Djævelen fandt dette spejl uhyre morsomt og lod eleverne fra sin troldeskole løbe omkring med spejlet, så alle mennesker i verden kunne blive spejlet i dette grimme spejl.
Nu ville troldene imidlertid flyve op i himlen og gøre nar af englene. Men den skønhed himlen rummer, bliver for meget for det forvrængende spejl og det splintres tusinde millioner stykker, som styrter mod jorden. Nogle stykker er ikke større end sandkorn og flyver verden rundt, til endnu mere skade og ulykke end det hele spejl kunne udrette, for disse små splinter endte i folks øjne og disse stakkels mennesker så nu verden helt forkert og havde nu kun øje for hvad der var galt med alt og alle, idet hvert lille stykke havde samme kraft som det hele spejl. Nogle mennesker fik også spejlstumper i hjertet, hvilket var endnu værre. Deres stakkels hjerter blev som is.
Nogle spejlstumper var så store at de blev brugt som rudeglas, men gennem disse vinduer var det ikke rart at se sine venner og de som fik dem som brilleglas, havde svært ved at dømme deres omverden retfærdigt.
Rundt omkring i luften fløj stadig små glasstumper og nu skal vi høre hvad der videre hændte

Anden Historie. En lille Dreng og en lille Pige.

   Inde i den store By, hvor der er så mange huse og mennesker, så ikke alle kan få en have og derfor må nøjes med blomster i urtepotter, boede to fattige børn som havde en have der var større end en urtepotte. De var ikke bror og søster, men de holdt ligeså meget af hinanden. Forældrene boede lige ved siden af hinanden på to tagkamre der stødte op mod hinanden. Ved at skræve over tagrenden, kunne man komme frem og tilbage mellem de to små tagvinduer.
Udenfor vinduerne, havde forældrene hver en stor trækasse, hvori der voksede krydderurter og grøntsager, samt et lille rosentræ der voksede så fint. Forældrene fandt nu på at stille kasserne tværs over renden, så de næsten nåede fra vindue til vindue. Det lignede nærmest 2 blomster volde, med ærte rankerne hængende ned omkring kassen og rosentræerne som nærmest dannede en æresport af grønt og blomster, når deres grene strakte sig mod hinanden.
Kasserne var meget høje og børnene fik ofte lov at kravle ud til hinanden på deres små skamler under roserne, hvor de legede rigtig godt sammen.
Om vinteren var vinduerne frosset til, så der kunne de ikke komme ud under roserne og lege, men i stedet varmede de kobberskillinger på kakkelovnen, som de lagde på den frosne rude. Så havde de et fint og rundt kighul og kunne sidde og kigge på hinanden gennem disse. Drengen og pigen hed Kaj og Gerda.
Om sommeren var de altså kun et spring fra hinanden, men om vinteren måtte de ned ad de mange, mange trapper og ud i den fygende sne.

Bedstemoren strøg ham over håret og fortsatte med at fortælle andre historier.
Om aftenen da Kaj var ved at tage nattøj på, kravlede han op på stolen ved vinduet og kiggede ud. Et par snefnug fløj forbi og det største landede på kanten af blomsterkassen. Fnugget voksede og blev til en kvinde, klædt i den fineste hvide florlette kjole, som lignede at den var sammensat af millioner af stjerner. Så smuk og fin var hun, levende, men af blinkende blændende is. Hendes øjne stirrede som klare stjerne, men de havde ingen ro eller hvile. Hun nikkede mod vinduet og vinkede med hånden. Kaj blev forskrækket og sprang ned ad stolen. I det samme var de som om en stor fugl fløj forbi vinduet.

Næste dag blev det klar frost og så kom foråret, solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne kunne igen åbnes og børnene sad igen i deres lille have, højt oppe i tagrenden over alle etagerne.
Denne sommer blomstrede roserne så smukt og børnene holdt hinanden i hænderne, mens de kyssede roserne og sang om dem. De talte om de dejlige sommerdage og hvor dejligt det var at sidde herude mellem de skønne blomster.
Mens børnene sad og kiggede i billedbogen om dyr og fugle, slog klokken fem på det store kirke ur. I det samme lød det fra Kaj, ”Av! Det stak mig i hjertet! Av, nu fik jeg også noget i øjet..!” Gerda tog ham om halsen og han blinkede med øjnene. Der var intet at se.
”Jeg tror det er væk!” sagde Kaj, men nej. Det var et stykke af Djævelen onde spejl, som forvrængede alt hvad det kom i nærheden af. Det var også det han havde fået i hjertet, som derfor snart ville blive til is. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der endnu.
”Hvorfor græder du?” spurgte Kaj ”Du ser så grim ud når du græder og jeg fejler jo ikke noget!” Inden Gerda nåede at svare, udbrød han ”Føj, den rose er jo helt skæv, der er en orm der har gnavet af den.. det er i øvrigt nogle grimme roser, ligeså grimme som kasserne de står i!” og så sparkede han til kassen og flåede to af roserne af.
”Kaj, hvad laver du?” råbte Gerda, men det fik ham blot til at flå endnu en rose af og styrte ind ad sit vindue, væk fra Gerda.
Efter denne dag ændrede Kaj sig meget. Han ville ikke længere læse i billedbogen, han sagde at den var for pattebørn, han ville ikke høre historier fra bedstemor, han ville hellere gøre grin med hende og alle andre. Han fandt alt hvad der var anderledes ved folk og gjorde nar af det. Selv Gerda som holdt så meget af ham, drillede han.
En vinterdag viste han Gerda i et forstørrelsesglas, hvordan snefnuggene lignede blomster, eller tikantede stjerner. ”Se!” sagde Kaj ”Det er langt mere fascinerende end rigtige blomster, de har ingen fejl, når blot de ikke smelter.” så tog han sin slæde og råbte til Gerda ”Jeg har fået lov at køre på den store plads sammen med de andre!” og så løb han afsted.
Henne på pladsen var der flere af drengene der bandt deres slæder fast på bondemandens vogn og kørte med et godt stykke. Det gik rigtig godt, men pludselig kom der en stor hvid slæde. I slæden sad der en, svøbt i en stor hvid pels og med en hvid pelshue, den kørte 2 gange rundt på pladsen og Kaj fik bundet sin slæde fast på den og kørte med.
Det gik hurtigere og hurtigere, hen til den næste gade. Den der kørte, drejede hovedet og nikkede venligt til Kaj, som om de kendte hinanden. Hver gang Kaj ville løsne sin slæde, nikkede personen igen og så blev Kaj siddende.
De kørte ud af byen og sneen begyndte at vælte ned. Kaj kunne ikke se en hånd for sig mens han fór af sted. Endelig slap han snoren, for at komme fri, men hans lille slæde blev ved med at hænge fast og det gik så hurtigt som vinden. Så råbte han højt, men ingen hørte ham, sneen føg og slæden fløj af sted. Engang imellem hoppede den op og ned, når den ramte en grøft eller et gærde. Han var rigtig bange, men kunne slet ikke samle sine tanker.
Snefnuggene blev større og større og mindede efterhånden mest om store hvide høns, men pludselig blev der ophold i snevejret, den store slæde holdt stille og personen som kørte, rejste sig op. Pelsen og huen var lavet af sne og personen som var så høj og rank og skinnende hvid, var ingen anden end Snedronningen.
”Vi er nået et godt stykke..” sagde hun, ”..men du fryser jo! Kom herind i min bjørnepels!” Så tog hun ham op på slæden og svøbte ham ind i pelsen. Det var som at synke ned i en snedrive. ”Fryser du endnu?” spurgte hun og gav ham et iskoldt kys på panden. Det gik lige i hjertet på ham, hans hjerte som jo allerede var halvt frosset til is. Det føltes som om han skulle dø, men kun et øjeblik, så begyndte det at føles godt og han mærkede ikke mere til kulden omkring ham.
”Glem ikke min slæde!” sagde han pludselig og den blev bundet på en af de hvide høns og fløj bagefter dem. Snedronningen kyssede Kaj endnu engang og da glemte han alt om Gerda, bedstemor og alle de andre derhjemme.
”Nu får du ikke flere kys..” sagde Snedronningen, ”..for så kysser jeg dig ihjel!”
Kaj så på hende, hun var så smuk. Et klogere og dejligere ansigt kunne han slet ikke forestille sig. Nu blev han ikke bange for hende, som dengang hun vinkede til ham gennem vinduet. Han syntes at hun var fuldkommen og begyndte at fortælle om de ting han havde lært i skolen. Hun smilede, men han syntes ikke det var nok det han vidste, så i stedet så han op i luften, hvor hun fløj med ham. Han så på den store skinnende måne og den gnistrende sne, han så den lange vinternat og om dagen sov han, ved Snedronningens fødder

Tredje Historie. Blomster haven hos konen, som kunde trolddom.

Men hvordan havde Gerda det, nu hvor Kaj ikke var der? Ingen vidste hvor han var. De andre drenge vidste kun at han havde bundet sin lille slæde fast på en stor smuk slæde, som var kørt ud af byen. Måske var han død, faldet i floden som løb ved siden af byen..
Gerda græd og græd og savnede ham meget.
Endelig blev det forår, med det dejlige varme solskin.

Det var meget tidligt, da hun kyssede sin sovende bedstemor, tog de røde sko på og gik helt alene ud af byen, til floden.
”Er det rigtigt at du har taget min bedste ven? Jeg vil give dig mine røde sko, hvis jeg får ham tilbage!” Hun syntes bølgerne nikkede så underligt, så hun sine røde sko af, som var det kæreste hun ejede og kastede begge ud i floden.
Skoene landede tæt ved bredden og de små bølger bar dem med det samme op på land til hende. Det var som om floden ikke ville tage imod hendes kæreste eje, fordi den ikke havde taget Kaj, men Gerda troede at hun ikke havde kastet dem langt nok ud, så hun kravlede op i en båd, der lå mellem sivene. Hun gik helt ud i den yderste ende af båden, for at kaste skoene, men idet hun kastede, fik hun båden, som ikke var bundet fast, til at glide fra land. Hun ville skynde sig ind på land igen, men det var for sent. Gerda blev forskrækket og gav sig til at græde, men de eneste der kunne høre hende var gråspurvene, som ikke kunne hjælpe hende i land. I stedet fløj de langs bredden og sang: ”Her er vi, her er vi!” som for at trøste hende.
Båden drev med strømmen og Gerda sad ligeså stille i sine strømpesokker, mens hendes små røde sko flød lige efter, men båden tog til i fart og skoene kunne ikke følge med.
Der var smukt på begge sider af floden. Dejlige blomster, gamle træer, skrænter med får og køer, men ingen mennesker at se.
”Måske bærer floden mig hen til Kaj..” tænkte Gerda og blev straks i bedre humør. Hun rejste sig op og så i mange timer på de smukke grønne bredder. Pludselig kom hun til en stor Kirsebær have, hvor der var et lille hus, med underlige blå og røde vinduer og stråtag. Udenfor stod to træ soldater ret. Gerda råbte på dem, da de lignede at de var levende. De svarede naturligvis ikke, men nu drev floden den lille båd ind mod land.
Ud af huset kom en gammel kone, som havde hørt Gerda kalde. Hun støttede sig til en kroget stok. Hun havde en stor solhat på, som var fyldt med de dejligste blomster.

Selvom Gerda var glad for at komme i land, var hun alligevel lidt bange for den gamle kone.
”Fortæl mig nu,” sagde konen ”hvem er du og hvordan er du kommet her til?”
Gerda fortalte hende hele historien og spurgte om hun havde set Kaj. Konen sagde at han ikke var kommet forbi, men han kom nok og nu skulle hun ikke være så ked af det, men smage hendes kirsebær og se hendes blomster, som var smukkere end nogen billedbog og kunne fortælle masser af historier. Så tog konen Gerda i hånden, gik ind i det lille hus og lukkede døren.
Vinduerne sad højt og glasset var både blåt, rødt og gult og fik dagslyset til at skinne så underligt i alle mulige farver. På bordet stod de dejligste kirsebær og Gerda spiste så mange hun havde lyst til, mens den gamle kone børstede hendes hår med en guld kam, så det krøllede og skinnede så fint, rundt om hendes lille kønne ansigt.
”Sådan en sød lille pige har jeg altid ønsket mig” sagde konen ”nu skal du bare se hvor gode venner vi to kan blive!” og imens hun børstede Gerdas hår, glemte Gerda næsten Kaj helt, for den gamle kone kunne lave magi og ville gerne beholde Gerda. Konen gik ud i haven, hvor hun med sin krogede stok, fik alle rosentræerne til at forsvinde ned i jorden, så de ikke skulle minde Gerda om sit eget rosentræ og om Kaj, for så ville hun nok løbe væk.
Nu tog hun Gerda med ud i blomsterhaven. Den var så fantastisk og alle de smukkeste blomster, fra alle årstider, blomstrede side om side og Gerda løb rundt og legede og havde det skønt, lige til solen gik ned bag kirsebærtræerne.
Så fik hun en dejlig seng, med røde silkedyner. Dynerne var fyldt med blå violer og Gerda sov og drømte så dejligt, som en dronning på sin bryllupsdag.
Næste dag legede Gerda igen i blomsterhaven og det varme solskin. Mange dage gik på denne måde og Gerda kom til at kende alle blomsterne, men hele tiden syntes hun dog at der manglede en, hun vidste bare ikke hvilken. En dag mens hun sad mellem blomsterne, betragtede hun den gamle kones solhat med alle blomsterne på og pludselig fik hun øje på den smukkeste af dem alle. Det var en rose. Den havde konen glemt at fjerne, da hun skaffede de andre af vejen. Gerda kunne ikke forstå at her ingen roser var, så hun sprang op og løb rundt mellem bedene, mens hun ledte efter dem. Til sidst måtte hun indse at der ikke var nogen og hun satte sig ned og græd, af længsel efter sine egne roser derhjemme og lille Kaj.
Der hvor hendes tårer ramte jorden, havde netop stået et rosentræ og da hun vandede stedet, voksede det blomstrende frem, præcis som det var, før den gamle kone tryllede det ned i jorden.

sagde Gerda og skyndte sig rundt til de andre blomster, for at spørge om de havde set ham, men blomsterne stod i solen og drømte deres egne eventyr. De fortalte hver deres historie til Gerda, men ingen af dem handlede om Kaj.
Smørblomstens vise handlede om en gammel bedstemor og det fik Gerda til at tænke på sin egen bedstemor, som sikkert savnede hende, ligesom hun havde savnet Kaj, da han forsvandt.

Døren var lukket, men hun trak i det rustne håndtag, så den åbnede og så løb ud i den vide verden på bare fødder. Hun kiggede tilbage 3 gange, men ingen var efter hende. Til sidst kunne hun ikke løber mere, så hun satte sig på en stor sten og kiggede sig omkring. Hun opdagede at sommeren var forbi og det var sent på efteråret, det mærkede man slet ikke i den dejlige blomsterhave, hvor solen altid skinnede og alle årstiders blomster blomstrede. Da hun opdagede at det var efterår, vidste hun at hun ikke havde tid til at hvile, så hun rejste sig for at gå videre. Hendes små fødder var så ømme og trætte og omkring hende var det råt og koldt.

Fjerde Historie. Prins og prinsesse.

   Gerda blev nødt til at hvile sig igen. Lige foran hende i sneen hoppede der en stor krage. Kragen havde længe siddet og set på hende og nu sagde den

Bedre kunne den ikke sige det, men den prøvede så godt den kunne og den spurgte Gerda hvor i denne vide verden hun var på vej helt alene. Ordet alene ramte Gerda dybt og hun fortalte kragen hele sin historie og spurgte om den havde set Kaj.
Kragen tænkte sig om og sagde,

Og så fortalte den hvad den vidste.

Først da det var blevet aften kom kragen tilbage.

De gik ind gennem haven og da de kunne se alt lyset på slottet blive slukket, viste kragen Gerda hen til en lille bagdør som stod på klem. Gerda var så spændt på at se om det virkelig var Kaj, det måtte det være.. hun tænkte på ham og kunne se hans ansigt for sig, som han smilede til hende dengang hjemme under roserne.

Gerda var sikker på at Kaj ville blive glad for at se hende, høre hvor langt hun havde rejst for at finde ham og hvor kede af det alle havde været derhjemme, da han ikke kom hjem. Iiih, hvor var det spændende.
Nu var de på trappen. Der var en lille lygte på et bord og på gulvet sad den tamme krage. Gerda nejede som bedstemor havde lært hende.

Turen gennem slottet var lang og det ene rum var smukkere og mere prangende end det næste, men endelig var de i soveværelset.
Der lå prinsen og sov og Gerda kendte ham på nakken - det var Kaj. Hun råbte hans navn og han vendte sig i sengen, men så snart hun så hans ansigt, kunne hun se at det ikke var Kaj alligevel.
Gerda begyndte at græde og nu var både prinsen og prinsessen vågnet og spurgte hvad der var galt. Gerda fortalte dem hele historien og alt hvad kragerne havde gjort for at hjælpe hende.
Prinsen og prinsessen fik ondt af Gerda og roste kragerne for deres hjælpsomhed. De fik valget mellem at flyve frit, eller have fast ansættelse som hof krager med alt hvad de kunne spise, som belønning og de valgte at blive hof krager, så de ikke skulle sulte når de blev gamle.
Gerda fik prinsens seng at sove i den nat og hun faldt hurtigt i søvn og drømte om Kaj, der susede af sted på sin lille slæde.
Næste morgen da hun vågnede, blev Gerda klædt i det fineste tøj af silke og fløjl. Hun fik tilbudt at blive på slottet og have det godt, men i stedet bad hun om en lille vogn med en hest for og et par støvler, så hun kunne fortsætte sin søgen efter Kaj. Gerda fik både støvler og muffe, hun fik det fineste vinterovertøj og da hun skulle af sted, fin hun en karet af guld, med kusk, tjenere og forridere. Prinsen og prinsessen hjalp hende op i vognen og ønskede hende held og lykke på rejsen. Kareten var fyldt med sukkerkringler, frugter og pebernødder, så hun ikke skulle sulte.


   
Femte Historie. Den lille røverpige.

Gerda og hele hendes følge, kørte gennem den mørke skov. Kareten lyste om som en lanterne og det fangede røvernes blik.

Den gamle røverkælling, med stridt skæg og lange lodne øjenbryn, kiggede og mærkede på Gerda og sagde:

Og så bed hun i røverkællingens øre igen, så hun sprang i vejret og snurrede rundt, mens alle røverne skraldgrinede.
Røverpigen var så forkælet at ingen turde nægte hende det hun bad om, så hun fik sin vilje og satte sig ind i kareten sammen med Gerda og kørte i fuld fart til røverborgen.
Røverpigen var samme størrelse som Gerda, men hvor Gerda var lille og lys, var røverpigen mørk, grov og muskuløs. Hun lovede Gerda at så længe de to var gode venner, fik ingen lov at slagte hende.

oplevet og hvor meget hun holdt af lille Kaj.
Nu var de ved den uhyggelige røverborg og midt i den store sal buldrede ilden under en kæmpe gryde med suppe.
Pigerne fik mad og drikke, inden de trak sig tilbage til et hjørne, hvor der på gulvet lå halm og tæpper. Ovenover sad en hel flok duer, som tilhørte røverpigen. Hun ejede også et rensdyr, som stod ved siden af hendes seng og var bundet fast, for ikke at stikke af.

Gerda fortalte igen og duerne over hendes hoved kurrede. Røverpigen lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og så sov hun mens hun snorkede som et mandfolk, men Gerda kunne ikke sove.. hun vidste ikke om hun skulle leve eller dø og røverne sad rundt om ilden og råbte og sang, mens de drak og drak.
Så begyndte skovduerne at fortælle.

Om morgenen fortalte Gerda, røverpigen alt det hun havde fået at vide om natten. Røverpigen så alvorlig ud, men nikkede med hovedet og spurgte rensdyret:

Pigen stod ud af sengen og sagde godmorgen til sin mor, så alt var som det plejede. Da så moderen havde drukket af sin flaske og havde lagt sig, gik røverpigen hen til rensdyret og sagde:

Så løftede hun Gerda op på dyret og bandt hende fast for at hun ikke skulle falde af, hun fik endda en lille pude at sidde på. Hun fik sine fine støvler på igen, for ikke at fryse, men muffen beholdt røverpigen selv.

Gerda græd af glæde, men pigen sagde:

Gerda vinkede farvel og så for de af sted gennem landskabet. De løb og løb, både nat og dag. Både brødene og skinken blev spist og endelig var de i Lapland.
      

Sjette Historie. Lappekonen og Finnekonen.

 De holdt stille ved et ynkeligt lille hus. Den eneste der var hjemme her, var en gammel lappekone der stod og stegte fisk ved en tranlampe. Rensdyret fortalte først sin egen historie, for det synes den var vigtigst og derefter fortalte den hele Gerdas historie. Gerda frøs så meget at hun slet ikke kunne tale selv.

Og så fik Gerda mad og drikke og noget at varme sig på, inden Finnekonen igen bandt hende på rensdyret, gav hende klipfisken, som hun fik besked om at passe ekstra godt på og så sprang rensdyret af sted i igen i en sådan fart at luften susede omkring dem.
Endelig kom de til Finmarken, hvor de bankede på Finnekonens skorsten. Hun havde slet ingen dør.
Det var så varmt i Finnekonens hus, at hun selv gik helt nøgen rundt og hun skyndte sig at tage vanterne og støvlerne af Gerda, så hun ikke fik det for varmt. Rensdyret fik et stykke is på hovedet og så læste hun hvad der stod på klipfisken. Hun læste det 3 gange, så kunne hun det udenad og så røg fisken i mad gryden, for ikke at gå til spilde. Finnekonen blinkede med de kloge øjne, mens rensdyret fortalte, først sin egen og derefter Gerdas historie, men hun sagde ikke noget.

Finnekonen læste og læste og trak derefter rensdyret med hen i en krog.
Hun fortalte ham at Kaj ganske rigtigt var hos Snedronningen, men at han troede det var det bedste sted i verden. Dette troede han, på grund af den glassplint han havde fået i øjet og i hjertet. Hvis ikke de kom ud, ville han aldrig blive til menneske igen og Snedronningen ville beholde magten over ham.
Rensdyret spurgte om ikke Finnekonen havde noget magtfuldt at give til Gerda, så hun kunne fjerne splinterne, men Finnekonen sagde:

Rensdyret løb alt hvad det kunne, men pludselig opdagede Gerda at hun hverken havde sine vanter eller støvler på i den sviende kulde. Rensdyret turde dog ikke standse, så det løb videre og satte Gerda af ved den store busk, kyssede hende farvel og løb af sted igen, mens tårerne trillede.
Der stod stakkels Gerda i den iskolde finmark uden sko eller handsker. Hun løb så hurtigt un kunne, men snart blev hun indhentet af store snefnug. Fnuggende var Snedronningens spejdere og de havde alle mulige skikkelser, pindsvin – slanger – bjørne, de så alle onde og farlige ud. Men Gerdas ånde som kom ud af hendes mund som en tyk røg, formede sig til små klare engle. Når de rørte ved jorden blev de større og de havde alle sammen hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne. De huggede deres spyd i de onde snefnug, så de sprængtes i 1000 stykker og de klappede hende på hænderne og fødderne, så hun ikke længere mærkede kulden. Så gik Gerda videre mod Snedronningens slot.
Indenfor var Kaj. Han tænkte slet ikke på Gerda og ville aldrig have gættet at hun stod lige udenfor slottet.


 Syvende historie. Hvad der skete i Snedronningens slot, og hvad der siden skete.

Slottets vægge var af fygende sne og vinduerne og dørene var skarpe vinde. Der var over hundrede sale og den største strakte sig mange kilometer. Alle salene var oplyst af de stærke nordlys. De var så store og tomme, isnende kolde og skinnende. Her var der aldrig fest, ikke engang et lille bjørne bal, hvor isbjørnene kunne stå på bagbenene, eller et the selskab, hvor de hvide ræve frøkener kunne sladre og le. Stort og tomt var der, hele tiden, i Snedronningens sale.
Midt inde i den tomme og uendelige sne sal, var der en frossen sø. Den var revnet i tusinde stykker, men alle stykkerne var fuldstændig ens. Det lignede et helt kunstværk. Midt på søen sad Snedronningen når hun var hjemme. Hun sagde at hun sad i forstandens spejl og at det var det eneste og bedste i verden.
Lille Kaj var helt blå af kulde, ja næsten sort, men han kunne ikke mærke det, fordi Snedronningen havde kysset kuldegyset ud af ham og hans hjerte var tæt på at blive til en isklump. Han gik og slæbte på nogle skarpe flade is stykker, som han lagde på alle mulige måder, som om han legede med det kinesiske Tangram puslespil, hvor forskelligt formede brikker kan lækkes sammen og danne de skønneste mønstre.
Han skrev hele ord i smukke mønstre, men han kunne aldrig helt lægge det ord han gerne ville. Ordet EVIGHEDEN. Hvis han kunne lægge det ord, havde Snedronningen lovet ham hans frihed. Hun havde sagt at kunne han finde denne figur, så ville han blive sin egen herre og få hele verden og et par nye skøjter, men han kunne ikke. Snedronningen var fløjet af sted til de varme lande, for at putte lidt sne på toppen af de store ildspyende vulkaner og her sad så Kaj, alene tilbage og helt stivfrossen af kulde.
Netop da, trådte lille Gerda ind i slottet, gennem den store port. Vinden var skarp, men da hun fremsagde en lille aftenbøn, lagde de vilde vinde sig til at sove og hun trådte ind i de store tomme kolde sale og hun så Kaj. Hun genkendte ham med det samme og fløj ham om halsen, holdt ham fast og råbte:

Men Kaj sad helt stille, stiv og kold. Då begyndte Gerda at græde. De varme tårer faldt på hans bryst, trængte ind i hans hjerte, tøede isklumpen op og fortærede den lille spejlstump der havde siddet fast derinde så længe. Han så på hende og brast i gråd, så også spejlkornet i øjet trillede ud. Han genkendte hende og jublede

Og så holdt han rundt om Gerda, mens de begge lo og græd af glæde. Det hele var så dejligt at selv is stykkerne dansede rundt og da de var trætte, lagde de sig i netop de bogstaver, som Snedronningen havde befalet for at Kaj kunne blive fri. Gerda kyssede hans kinder, hans øjne, hans hænder og fødder og straks var han igen sund og rask og Snedronningen kunne bare komme, for hans frihedsbrev stod med skinnende is stykker.
Gerda og Kaj tog hinanden i hænderne og gik ud af det store slot. De talte om bedstemor og om roserne oppe på taget. Der hvor de gik, lå vinden stille og solen brød frem og da de nåede den store busk, stod rensdyret og ventede på dem. Det havde en ung ren med som gav børnene sin varme mælk. Så bar de Kaj og Gerda til Finnekonen, hvor de varmede sig i den hede stue og fik at vide hvordan de skulle komme hjem. Så til Lappekonen, der havde syet nyt tøj til dem og gjort sin slæde klar og rensdyret og den unge ren bar dem helt til landets grænse, hvor der tittede grønt frem og de små fugle begyndte at kvidre. Der tog de afsked med Rensdyret, den unge ren og Lappekonen. Træerne havde knopper og ud fra skoven kom en prægtighest, som Gerda kendte, den havde været spændt for guldkareten og på ryggen bar den en ung pige med en skinnende rød hue og pistoler foran sig. Det var røverpigen, som var blevet træt af at bo hjemme og derfor var rejst ud i verden. Hun og Gerda genkendte straks hinanden.

Men Gerda klappede hende på kinden og spurgte til prinsen og prinsessen. Røverpigen fortalte at de var rejst til udlandet. Kragen var død og den tamme kæreste som var blevet enke gik med en stump sort uldgarn om benet. Så ville hun vide hvordan Gerda havde fundet Kaj og de fortalte begge to i munden på hinanden. Så tog de afsked og røverpigen red ud i den vide verden. Kaj og Gerda fortsatte hånd i hånd kirkeklokkerne ringede, det var blevet forår omkring dem og de genkendte de høje tårne i deres hjemby. De skyndte sig hen til bedstemoderens dør, op ad trappen og ind i stuen, hvor alt stod som før og uret sagde tik-tak-tik-tak. Men idet de gik gennem døren, mærkede de at de var blevet voksne. Roserne fra tagrenden blomstrede ind ad de åbne vinduer og der stod de små børnestole. Kaj og Gerda satte sig på dem og holdt hinanden i hænderne. De glemte helt den tomme og kolde herlighed hos Snedronningen. Bedstemor sad i solskinnet og læste højt af bibelen:

De så hinanden i øjnene og pludselig forstod de alt. Der sad som voksne, men var stadig børn i hjertet og det var sommer.