forsidejulekalender

2. december

Historie timen

Så åbner vi den 3. låge i RefmorDesigns julekalender. Dagen i dag byder på pebernødder. Udover at være en lille lækkerbisken, er pebernødder velegnede som bageprojekt for selv små børn og så har de en lang og spændende historie.

Peberkager kan dateres tilbage til slutningen af 1400tallet. At pebre betød ikke nødvendigvis at tilsætte peber, det betød at krydre. Krydderierne forlængede holdbarheden på maden og peberkager blev derfor også knust og brugt som krydderiblanding i andre retter.

Peberkager bagte man hele året, men pebernødder har altid hørt julen til. Som med så mange andre danske juleting, har pebernødden også tyske rødder. Pebernødderne blev bagt uden hævemiddel, på ovnens eftervarme og var derfor temmelig hårde og da de også havde farven, størrelsen og formen, kaldte man dem netop peber NØDDER.

Pebernødder er også gode som fyld i juletræets kræmmerhuse og som betaling i forskellige julelege.

Hyggetimen

Nu kunne jeg forestille mig at flere af jer sidder og slikker jer om munden og får lyst til pebernødder, så her kommer 3 opskrifter på pebernødder. Den første er en klassisk opskrift som uden tvivl minder om dem du plejer at bage. Nummer to er en historisk opskrift. Den sidste er en mere moderne udgave, med et touch af RefmorDesign. Jeg håber du vil vise billeder af dine pebernødder, eller måske bagningen af dem, på: http://www.facebook.com/RefmorDesign

God fornøjelse og rigtig god fredag!

Kristina

Oldemors pebernødder

Ingredienser:
125g smør
125g sukker
275g mel
1 æg
1tsk. Natron
½tsk. Ingefær
¼ tsk. Kardemomme
½ tsk. Kanel
¼ tsk. Hvid peber

Sådan gør du:
Smør og sukker røres sammen til en majonæse lignende konsistens. Herefter røres de øvrige ingredienser i.
Dejen udrulles i finger tykke stænger, adskilt af bagepapir. Stængerne hviler natten over.
Stængerne skæres i stykker a cirka 1 cm og bages ved 200grader i 8-10min.

Præstegårdens pebernødder

Denne opskrift er fra 1930’erne eller måske endnu tidligere, så den må siges at være ret original. Den har desuden vundet en 2. præmie i en landsdækkende pebernøddekonkurrence i 1950’erne.

3/4 Pund Margarine eller Smør (375g)
2 Pund mørk Farin (1000g = 1kg)
Æltes sammen.

Derefter irøres 4 Æg
1 1/2 dl. Mælk eller Fløde 
1 Tsk. Kanel
1 Tsk. Nelliker
1 Tsk. Ingefær
1 Tsk. Muskat
1 Tsk. Hjortetaksalt
3 Pund Mel (1500g = 1,5kg)

Dejen æltes.
Dejen køres igennem kødhakkeren, gennem pladen med det runde hul, eller trilles i lange tynde pølser og skæres i temmelig små "puder."
Herefter bages de ved 200 grader i ca. 10 Minutter - til de er gyldne.

Den sidste opskrift er en mere nutidig version. Den er en RefmorDesign special, inspireret af andres, men tilsat ægte julestemning herfra, fordi kun fantasien sætter grænser.

Chokoladeovertrukne orange pebernødder (ca. 120stk.)

Du skal bruge:

250g hvedemel, 1 tsk. Revet appelsinskal, ¼ tsk. hjortetakssalt, ½ tsk. kanel, ½ tsk. hvid peber, ½ tsk. ingefær,½ tsk. stødte nelliker, 100g smør, 175g sukker, 1 æg, 2 spsk. fløde, mørk overtrækschokolade, lys overtrækschokolade og hvid overtrækschokolade.

Sådan gør du:

Bland mel, hjortetakssalt, kanel, hvid peber, ingefær og nelliker sammen. Smørret smuldres i.

Sukker, æg, fløde og appelsinskal røres sammen til en æggesnaps, som herefter blandes i og det hele æltes grundigt.

Når dejen hænger sammen og er fint ensartet, rulles det ud i finger tykke pølser og skæres i skiver á ca. ½ cm.

Læg pebernødderne på en plade og bag dem i ovnen ved 180 grader til de er let gyldne, ca. 10 minutter.

Når pebernødderne er bagt færdig tager du dem af pladen og lægger dem, stadig på bagepapiret, på bordet til afkøling. Imens smelter du chokoladen over vandbad. Det er måske nemmere at nemmere at smelte chokoladen i micro ovnen, men der er risiko for at det kan karamellisere og få en underlig bismag.

Derfor: Brug vandbad, selvom det kræver lidt tålmodighed.

Når pebernødderne er afkølede deles de i tre portioner. Hver portion skal i hver deres chokolade. Brug en teske til at komme pebernødderne i chokoladen, og sørg for at hælde overskydende chokolade fra inden du lægger de overtrukne nødder til ”tørring”, og prøv så at se om du kan holde fingrene fra dem indtil de skal serveres.

Dagens ledetråd

2. ledetråd:

En mytisk figur som gerne går med træsko og hue indenfor og knytter sig til julen.