forsidejulekalender

16. december

Historie timen

Risalamande er en dansk skik fra ca. 1900. Før det fik man risengrød til jul, men på dette tidspunkt begyndte man i borgerlige kredse at spise risalamande med kirsebærsauce i stedet.
Under rationeringstiden blev risalamanden dog for alvor udbredt, idet man kunne strække risen længere ved at tilsætte fløde eller erstatning for dette.

Det kunne man læse om i damebladene. Da de var svært at få mandler, erstattede man mange steder mandlen med en knap, så man stadig kunne få en mandelgave.

Skikken med en mandelgave menes at stamme fra Frankrig, hvor man i de fornemme kredse puttede en bønne i helligtrekongerkagen.

I Sverige spiser man også en slags risalamande. Her får man syltede mandarinbåde til i stedet for syltede kirsebær og den der får mandlen vil ifølge traditionen søge giftermål inden for 1 år.

Hyggetimen

Første gang jeg selv skulle holde juleaften for hele familien, gik det op for mig at jeg ikke anede hvordan man laver risalamande. Jeg brugte dengang ikke internettet som jeg gør i dag, så i stedet for en google søgning, spurgte jeg venner, familie og naboer, for at finde den bedste opskrift.

I år har jeg fundet en række forskellige opskrifter frem til dig.

Hvad end du trænger til fornyelse eller holder dig til den gamle familieopskrift, så er jeg sikker på at den kommer til at indeholde mindst 1 hel mandel, men der er jo mange sjove og hyggelige måder at gøre det på. Det kan være den der får flest mandler, den der ikke får en mandel, eller.. ja eller hvad?

Har du en god ide til mandelgave legen eller en hyggelig tradition omkring julens dessert, så vil jeg meget gerne høre om det. Du kan skrive det her: http://www.facebook.com/RefmorDesign

Hav en dejlig fredag!
Kristina

PS. Herunder kommer de 4 opskrifter på risalamande. Mælkefri, fedtfattig, frisk og nem.

Dagens ledetråd

17. ledetråd:
Dette lille hurtige dyr med den buskede hale elsker nødder.

Mælkefri risalamande

Ingredienser:
1,5 dl risengryn
1 liter koldt vand
Salt
1 stang vanille
Ca. 1,5 dl risfløde/kokosmælk
Risflødeskum (på dåse)

Sådan gør du:
1. Kornene fra vanillestangen skrabes ud og blandes med en smule sukker.
2. Vand, risengryn og den tomme vanillestang koges til risengrynene er næsten færdigkogte.
3. Herefter tilsættes vanillekorn, salt og risfløde/kokosmælk og risengrøden koges færdig.
4.  Man kan variere smagen ved at tilsætte mere eller mindre mælke/fløde erstatning og selvfølgelig så reducere vandmængden.

TIP 1: Risflødeskum fås på dåse i helsekostforretninger. Du kan ikke røre flødeskummet i grøden, da denne så vil blive vandet. Dekorér i stedet grøden med den.

TIP 2: Grøden bliver dejlig rund i smagen med risfløden. Kokosmælken giver en lidt mere skarp smag.

 

Fedtfattig risalamande

Ingredienser:
250 g grød ris
1 1/2 liter mælk
4 tsk vanilje sukker
4 dl græsk yoghurt
3 dl mandler

Fremgangsmåde:
Hæld lidt af mælken i og kog den med risene..
Hæld resten af mælken i og rør jævnligt til det har fået en god konsistens.
Når grøden er kold blander du hakkede mandler i og vender yoghurten i som er rørt med vaniljesukker.
 
 

Frisk risalamande

Ingredienser
Amo Grødris 150 g.
Mælk 1 liter
1 vanillestang
1/4 tsk. salt

½ l. piskefløde
Vanillesukker
Sukker
Citronsaft
150 gr. mandler

1 glas Kirsebærsovs

Fremgansmåde:
Risengrøden koges som der står på pakken med Amo grødris. Vaniliestangen flækkes og vanilien skrabes ud, og kommes i gryden med grøden, og koger med - også stangen. Når grøden er færdig kommes 1/4 tsk. salt i og der røres rundt. Vaniliestangen tages op.

Den færdige risengrød skal nu køle af til den er helt kold. Det er derfor en god ide at lave grøden dagen inden Ris a la manden skal laves.

Herefter piskes 1/2-3/4 liter fløde, som vendes i grøden lidt af gangen, til den har den rette konsistens - må hverken virke for tynd eller for stiv.

Ca. 1 spsk. vaniliesukker kommes i sammen med 1 spsk. sukker - smag til lidt af gangen. Der røres rundt.

Mandlerne bringes i kog, således at man kan pille skralden af - de skal smuttes, imens de stadig er varme. Bagefter hakkes mandlerne, og de blandes i Ris a' la manden, når de er afkølede. Husk at gemme den største mandel, som skal hel i.

Slut af med at smage Ris a' la manden til med citronsaft - ca. 1 spsk

Nem risalamande

Ingredienser
130 g grødris
1 l sødmælk
1 vanillestang (gå langt uden om vanillesukker)
75 g sukker (gerne rørsukker)
1 knsp salt

75-100 g smuttede mandler
4 dl piskefløde

1 stor tykbundet gryde med låg der kan gå i ovnen

Sådan!

Varm ovnen op til 200C

Skyl risene og kog dem forsigtigt op med mælken i en tykbundet gryde. Rør rundt hele tiden.
Flæk vanillestangen og skrab kornene ud; og kom vanillekorn og stangen ned i risene sammen med sukker og salt.

Sæt låg på gryden og sæt den ind i ovnen i ½ time.

Bliv ikke nervøs over, at den er så flydende, som den er.
Lad risengrøden køle helt af.
Fisk vanillestængerne op.

Hak mandlerne groft.
Pisk fløden indtil den har til konsistens som en tyk ymer, og vend den forsigtigt rundt i risengrøden sammen med mandlerne.

Lad risalamanden stå og sætte sig, og server den med en kvalitets kirsebærsauce