forsidejulekalender

14. december

Historie timen

Endnu engang giver jeg ordet til HC. Andersen i en lettere moderniseret udgave. Dette eventyr er ikke så kendt, men ikke desto mindre en smuk historie som sætter tankerne i gang.

Hyggetimen

God fornøjelse med eventyret – og husk lommtørklæder!
Kristina

Dagens ledetråd

15. ledetråd:
Mange små drenge er meget fascinerede af dette landbrugskøretøj, med de karakteristiske store baghjul.

H. C. Andersen Eventyr
Historien om en Moder (1848)
Der sad en mor hos sit lille barn. Hun var så bange for at det skulle dø. Det var så blegt og de små øjne var lukkede. Barnet trak vejret så stille, men indimellem tog det et dybt åndedrag som om det sukkede og moderen så sorgfuldt på den lille.
Det bankede på døren og der kom en gammel, fattig mand, svøbt i et stort hestedækken, da det jo var kold vinter. Vinden skar i ansigtet udenfor.
Manden rystede af kulde og det lille barn sov, så moderen satte en lille skål øl ind i kakkelovnen til ham, mens han sad og vuggede. Så satte hun sig på stolen ved siden af ham og så på sit syge barn som trak vejret dybt og løftede den lille hånd.
”Tror du ikke nok Gud vil lade mig beholde ham?” spurgte hun.
Den gamle mand, som var døden selv, nikkede så underligt, det kunne betyde både ja og nej. Moderen så ned og tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun havde ikke sovet i 3 dage og 3 nætter, men nu blev hendes hoved så tungt og hun sov et øjeblik.

Så for hun op og rystede af kulde.
”Hvad sker der?” sagde hun og så sig omkring, men manden var væk og barnet også, han havde taget det med sig og henne i krogen snurrede og snurrede det gamle ur, det store blylod røg ned på gulve *BUM* og så stod uret også stille.
Den stakkels mor løb ud af huset og råbte efter sit barn.
Ude i sneen sad en kone i langt sort tøj og sagde:
”Døden har været i din stue, jeg så han skyndte sig væk med dit lille barn. Han løb stærkere end vinden og han giver aldrig det tilbage som han tager!”
”Fortæl mig hvor han gik hen, så finder jeg ham!” sagde moderen.
”Jeg kender vejen, men inden jeg fortæller dig den, skal du synge for mig. Du skal synge alle de vuggeviser du har sunget for dit barn. Jeg er natten og jeg har set dine tårer mens du sag for barnet.
”Jeg skal nok synge dem alle sammen, men du må ikke forstyrre mig, for så indhenter jeg ham aldrig!”
Natten sad helt stille og lyttede, mens moderen sang og græd. Der var mange sange og endnu flere tårer. Til sidst sagde natten at hun skulle gå til højre ind i den mørke granskov.
Dybt inde i skoven krydsede vejene og hun vidste ikke længere hvilken vej hun skulle. Der stod en tornebusk uden blomster eller blade på og med is på grenene. Hun spurgte tornebusken om den havde set døden og hendes barn. Det havde tornebusken, men den ville ikke fortælle hvilken vej hun skulle gå, før hun havde varmet den op med sit hjerte, for den var ved at dø af kulde. Hun trykkede tornebusken mod sit bryst, så hårdt at tornene gik lige ind i huden og store varme dråber blod flød ud over tornebusken, som fik både blomster og blade midt i den kolde vinter. Så varmt er der nemlig ved en bedrøvet mors hjerte. Tornebusken fortalte hende hvilken vej hun skulle gå og hun kom til en stor sø.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle komme over, men søen sagde til hende:
”Lad os lave en aftale. Jeg elsker at samle på perler og dine øjne er de to klareste jeg har set. Hvis du græder dem ud til mig, så skal jeg bære dig over på den anden side, hvor døden bor i sit store drivhus og passer sine blomster og træer, som alle er menneskeliv.
”Jeg vil give alt for at komme til mit barn!” sagde moderen og græd så hendes øjne sank ned på havets bund. Så løftede søen hende over til kysten. Hun kunne intet se, så hun spurgte blot, hvor hun kunne finde døden og sit lille barn.
Den gamle grav kone fortalte at døden endnu ikke havde været der og spurgte hvordan hun havde kunnet finde derhen. Hun fortalte at Gud havde hjulpet hende, fordi han var barmhjertig og så bad hun konen om at være det samme og fortælle hende hvor kunne finde sit barn.
”Jeg ved det ikke,” sagde konen ”og du kan jo ikke se! Mange blomster og træer er visnet i nat og døden vil snart komme og plante dem om. Alle mennesker har jo hver deres livstræ eller livsblomst. De ligner andre træer og blomster, men de har et hjerteslag. Hvis du lytter dig frem, kan du måske genkende dit barns hjerteslag, men hvad giver du mig for at fortælle dig hvad du mere skal gøre?”
”Jeg har ikke noget at give.” sagde moderen bedrøvet.
”Du kan give mig dit lange sorte hår. Det er så kønt, det kan jeg godt lide. Så kan du få mit hvide hår i stedet.”
”Er det alt? Det giver jeg dig med glæde!”
Så gav hun konen sit smukke hår og de gik ind i dødens store drivhus.   

Moderen fandt de allermindste blomster, lyttede til dem og fandt, mellem millioner sit eget barns hjertebanken. En lille blå krokus som hang syg ned til siden.
Konen sagde at hun ikke måtte røre den. Hun viste hende hvor hun skulle stille sig. Når døden kom, skulle hun så true med at rykke alle hans planter op. Det skulle gøre ham bange, da han ikke har lov at rykke nogen planter op uden tilladelse fra Gud.
Pludselig susede det iskoldt gennem salen og den blinde mor, kunne mærke at det var døden der kom.
”Hvordan har du fundet vej hertil? Og hvordan er du kommet før mig?” spurgte døden.
”Jeg er en mor!” sagde hun.
Døden rakte ud efter den lille blå krokus, for at plante den ud i Paradisets have.
Moderen græd fortvivlet og bad: ”Giv mig mit barn tilbage eller jeg river alle dine blomster af!” og så greb hun om to smukke blomster ved siden af.
”Rør dem ikke!” sagde døden ”Du siger du er så ulykkelig, hvorfor vil du så gøre en anden mor ligeså ulykkelig?”
”En anden mor!” sagde den stakkels kone og slap straks begge blomster.
”Her er dine øjne!” sagde døden ”Jeg har fisket dem op af søen. De skinnede så stærkt. Jeg vidste ikke at det var dine, men nu kan du få dem igen. De ser mere klart nu end før, så se ned i den dybe brønd herhenne, så skal jeg vise dig fremtiden for de to blomster du ville rive op, så du kan se hvad du ville ødelægge.”
Hun så ned i brønden. Det var så dejligt at se den ene, med al den glæde og lykke der var omkring den og hvor stor en velsignelse den var for verden, men den andens liv var fyldt med sorg og nød, rædsel og elendighed.
”Begge dele er Guds vilje!” sagde han. Jeg vil ikke sige dig hvilken blomst der er hvilken, men jeg kan fortælle dig at den ene af dem er dit eget barn og den ene skæbne u så var dit eget barns fremtid!”
Moderen skreg af skræk. ”Åh nej, frels den uskyldige, frels mit barn fra al den elendighed, bær det hellere bort til Paradisets have, glem mine tårer og mine bønner, alt hvad jeg har sagt og gjort!”
”Jeg forstår dig ikke!” sagde døden. ”Vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg tage det med mig?”
Moderen vred sine hænder, faldt på knæ og græd. ”Hør mig ikke når jeg beder imod din vilje, Gud, du ved bedst!”
Så tog døden hendes barn og gik ind i Paradisets have.